-
Svært ved at vælge på menukortet? Københavns Kommune ved, hvad du skal have
Source: BDK Borsnyt / 15 Nov 2024 04:30:54 America/Chicago
Goddag kære læser og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik »Metropol«, der i denne uge kan fortælle, hvordan Københavns Kommune nu også gerne vil hjælpe borgerne med at træffe grønnere valg. Men først en tur til Frederiksberg, hvor en fodboldleder ikke vil have mænd på kvindehold. 1. Til kamp mod DBUs nye kønsudspil Kort fortalt: Transkønnede, interkønnede eller nonbinære fodboldspillere skal selv kunne vælge, hvilket køn de spiller med, lyder en anbefaling nu fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) arbejdsgruppe. Perspektiv: Hvis DBU følger anbefalingen, risikerer almindelige kvindelige fodboldspillere at stå som tabere, fastslår Mille Sørensen, holdansvarlig for kvindeholdet i Frederiksberg Fritids-Fodboldentusiaster. 2. Sådan vil rådhuset hjælpe dig med at leve grønnere Kort fortalt: Københavns Kommune vil fortælle københavnerne, hvor de skal tage på ferie, og hvor meget kød og grønt de skal spise på restaurant. Det fremgår af den kommende klimaplan for kommunen. Perspektiv: Men det er ikke et anliggende for politikerne på rådhuset, og i øvrigt kan det i praksis heller ikke lade sig gøre for kommunen at påvirke københavnernes valg af ferier og måltider, lyder kritikken. 3. Kvinder får millioner i erstatning Kort fortalt: Op mod 60 kvinder, primært fra hovedstaden, har fået udbetalt millioner i erstatning for alvorlige helbredsskader, de har pådraget sig som følge af forsinkede undersøgelser for brystkræft. Perspektiv: Politikerne lægger ikke skjul på, at der er blevet prioriteret benhårdt på kræftområdet i hovedstaden. Det ser bedre ud nu. Men det har haft en pris. 4. Løftede pegefingre efter hærværk på RUC Kort fortalt: Roskilde Universitet (RUC) har haft flere episoder med hærværk og chikane med rod i konflikten i Mellemøsten. Nu varsler minister, at det kan få konsekvenser for studerende. Perspektiv: I et debatindlæg skriver uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og forperson i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Esben Bjørn Salomonsen, at hvis studerende står bag, bør der føre til disciplinærsager. Tre korte Nyt bykvarter i hovedstaden er et skridt tættere på virkeligheden Midt i skoven kan 185 meter høje vindmøller stikke op over trætoppene Ingen fredning: Milliardær vil jævne gammel ejendom i Rungsted med jorden og bygge nyt Ugens tal 30. Det er antallet af markante kvindelige politikere fra de seneste 106 år, der nu er foreviget på et maleri af Mie Mørkeberg. Det blev offentliggjort på Christiansborg i denne uge. Berlingskes kunstanmelder Holger Dahl er begejstret. Ugens oplevelse Savner du en oplevelse til ganen, så har Berlingskes madanmelder Søren Frank været en tur oppe ad Strandvejen og prøvesmagt menuen på Yves at Park Lane. Det er navnet på restauranten på Hotel Park Lane under ledelse af den dansk-franske kok Yves Le Lay. Der blev blandt andet smagt hummerterrine »Indochine«, frølår »Louisiana fried« og »en perfekt tilberedt rødtunge«. Madanmelderen kvitterer med fire stjerner. Tak fordi du læste med. Har du ris, ros eller et godt tip fra hovedstaden til os, så er du altid meget velkommen til at sende det vores vej på metropol@berlingske.dk. https://www.berlingske.dk/metropol/svaert-ved-at-vaelge-paa-menukortet-koebenhavns-kommune-ved-hvad-du-skal